Den døde i bjerget
(Der Tote im Fels)
Forlaget
Modtryk. Århus, 2000
Oversat
af Hans Christian Fink
(Roman.
Haymon Verlag, 1993. Diogenes Taschenbuch, 1999)
Med en svamp tørrede jeg
bogstaverne og pilene af tavlen. Hieroglyfferne havde gemt forklaringen
på to dødsfald. Den ene var sprængt i luften under tunnelarbejdet, den
anden dukkede bare op. Ulykke eller mord? Det eneste, jeg kunne
konstatere, var, at disse to sølle gutter havde været indblandet i lidt
ejendomshandel inden de udåndede. Og politiet? På bar bund, som
sædvanlig!
Djenett, trucker og
fritidsdetektiv, kommer i besiddelse af en dokumentmappe hvis inhold
kan opklare sagen, men mappen bringer ham også i tættere kontakt med
ejendomsspekulanter, nazister og andre skumle personer, end han bryder
sig om og sundt er.
Kurt Lanthaler er
fortælletalent med hang til intrige, humor og alt hvad man kan spise og
drikke fra Syd-Tyrol.
I
Da jeg så ham første gang, var han død.
Da jeg så ham anden gang, var han stadig død. Og blevet farlig for mig.
I
dagene ind imellem skulle jeg, ikke helt ufrivilligt og ikke ligefrem i
en tilstand af total uskyld, få en del mere at se. Nok til hverken at
misunde de døde eller de levende.
Han var simpelt hen død. Så langt fra livet som nogen sinde. hvad kunne man også forlange andet af manden.
De havde netop sprængt fem kubikmeter af det bedste massive alpefjeld væk i denne tunnel. Det var jo det, de var der for.
Man
havde sendt dem ind i Pflerschtal for at sprænge et hul gennem bjerget.
Den ene dag efter den anden. De havde borel huller i bjerget med små
nåle og stoppet sprængstof i. Og gjort klar til sprængning. Så blev
tunnelen rømmet. Trykbølgen blæste støv ud af rørene. Afvarsling. De
rykkede ind igen og hakkede klippestykkerne af. Hunden på nabogården
faldt til ro igen. Indtil næste gang.
Jeg havde tit oplevet sceneriet på denne tunnelbyggeplads.
For
jeg havde tit nok trådt fødderne flade her. De havde sendt bud efter
mig, og der havde ikke været noget at afhente. Det er altid det samme
trivielle spil. At vognmændene i det hele taget hyrer folk som mig,
skyldes udelukkende, at de har store problemer med at holde tidsplanen.
Så tager de sågar irriterende idioter som mig. Det vigtigste er, at de
får én, der forstår at køre en truck. Lige meget hvordan. At påtage sig
en tjans som3,00cm denne, det betyder at læsse i dag og levere i
forgårs. Og så roder en eller anden kontorfidus tidsplanerne sammen. Og
man holder gratis i timevis med en tom lastbil og venter på, at de får
den læsset.
Den slags vænner man sig til. Andre ting vænner man sig ikke til.
Denne gang blev der råbt og skreget. Alle løb. I retning af tunnelen.
Det ragede ikke mig. Men jeg kendte jo en del af de italienske arbejdere temmelig godt. Jeg spillede kort med dem.
Jeg
løb med ind i tunnelrørene. I godt fern minutter. Et mørkt hul. Da vi
endelig nåede frem, lå der for enden af tunnelen under et knæhøjt lag
klippestykker en mand i sort jakkesæt. Han lå, hvor der egentlig ikke
burde ligge andet end bortsprængt fjeld.
Umiddelbart var der ikke
meget at se af manden. Arbejderne fjernede de mindste klippestykker med
de bare hænder. Jeg ville ikke blande mig, her var det dem, der rådede.
Der var tid nok for mig til at studere forholdene nærmere.
Det, man
nu kunne se af manden, mindede mest om en opvasker med femten års
karriere på transalpinske hoteller. Det så ret håbløst ud. Som det så
ud, kunne det godt være konfirmationstøjet, han havde på. Stribet og
ærmerne et par centimeter for korte. Ansigtet var dækket af støv.
Overtrukket af et tykt lag pudder som en aldrende dame. Jeg kendte ham
ikke.
Det var, som det plejede at være: konfronteret med døden blev jeg rolig; og ikke fri for kvalme.
»Herregud,« sagde jeg, »hvorfor nu det?«
»Non gridare,« sagde Santini, formanden, bag mig.
I det fugtige mørke herinde havde jeg ikke lagt mærke til ham før.
Non
gridare, trenkte jeg. Det ma du nok sige, Santini. Jeg havde for et par
dage siden tabt så mange penge til ham, at jeg kunne have skreget dagen
igennem.
»Non serve a niente,« sagde Santini, »det hjælper ikke.«
Det
samme havde han sagt, da jeg ville låne penge for at kunne spille
videre. Af en italiener at være kan Santini være forbandet tør. Denne
gang måtte jeg give ham ret. Her var der virkelig ikke noget, der
hjalp. I hvert fald ikke i øjeblikket.
Den døde havde en dokumentmappe i hånden. Nu kunne man åbenbart ikke engang dø uden sådan en rdselsfuld tingest.
Arbejdeme
forsøgte at flytte de større klippestykker med stænger, så de kunne få
liget fri. Det var pokkers kompliceret, hvis man ville undgå at brække
alle knogler på den døde. Af en eller anden grund ville de have ham ud
så hel som muligt. Det var måske bare deres måde at vise medlidenhed på.
Luften
var fugtig herinde, og varm. Man svedte, selv om man ingenting lavede.
Jeg gjorde i hvert fald. Det var mig en gåde. Én ting forstod ingen af
os:
»Bestia. Qua qualcuno cerca di fotterci,« sagde Santini, formanden.
Længere
ude i tunnelen havde der været vanskeligheder i månedsvis, fordi de var
stødt på en veritabel bæk under borearbejdet. Til gengæld var
Pflerer-solsiden pludselig uden vand. Og det var ret katastrofalt, for
så var man tvunget til at drikke vand fra skyggesiden. Det smagte ikke
af noget som helst, var man enige om på solsiden.
Men det her var
noget andet. Der, hvor de havde sprængt i dag, havde fjeldet været så
massivt, som man kunne ønske sig som tunnelborer.
Det var en ret
ejendommelig situation. Her stod et halvt hundrede mennesker i en
halvfærdig tunnel. Langt inde i det bjerg, de i løbet af de sidste
måneder havde arbejdet sig ind i ligesom muldvarpe. Og jeg, en
hjælpechauffør, der ikke kunne få læsset, stod og så på. Foran os den
nyligt bortsprængte stenbunke. Og rnidt i det he1e et lig.
Tunnelarbejdeme havde tidligere set døde under deres arbejde. Det samme havde jeg. Ham her faldt noget uden for skemaet.
Alvorlige
ulykker, som for eksempel den første maj, for præcis en uge siden, sad
dem stadig i kroppen. Der havde været en del uro dengang. I
tunnelarbejdernes barakker var der blevet talt meget, heftigt og
højrøstet. Selvfølgelig ville de bygge hus for de skide penge, man
kunne tjene her. Men en død har ikke brug for et hus.
Og så var alle
pludselig kommet ud af hulleme og havde overfaldet dem, en hel dag:
politiet, carabinierierne, arbejdstilsynet, fagforeningen og en
arbejderpræst. Fagforeningen var højrøstet et par timer og sendte en
bleg, hulbrystet fyr, der i sin tidligere tilværelse angivelig havde
skrevet en tommetyk rapport om arbejdssikkerhed. Uden så meget som at
forstuve sin pegefinger.
Firmaet havde talt om skæbnen, som om den
var en del af kontrakten. Bortset fra det havde firmaet været ude af
stand til at se den ringeste skyld hos sig selv. Hvordan skulle det
også det. Skide skrivebordsteoretikere. Mere havde man ikke til overs
for dem her.
Arbejderne vidste, at lønnens størrelse også hang
sammen med, at det ofte kunne blive et helvedes job her. Men man brød
sig ikke om at blive ofret. Og at en af dem netop en første maj blev
slået til plukfisk af et klippestykke, det var for meget for dem.
Desuden havde ulykken haft en ubehagelig bismag af uundgåelighed. Som
Vorherres dom. Som et menneskeoffer. Midt under arbejdet havde en
metertyk klippeplade løsnet sig fra tunnelloftet. Og var med
centimeters nøjagtighed braset ned over arbejderen.
Man havde ganske enkelt væltet tidspresset over på dem. Og det havde begravet en af dem under sig.
I
årevis var tunnelarbejdet blevet forsinket på grund af politiske
studehandeler. Politikeme havde opført sig, som om de havde med et
hundredårsprojekt at gøre. Det drejede sig jo faktisk bare om at bygge
en ny jernbanetunnel. Den gamle var næsten hundrede år. De
østrig-ungarske ingeniører havde dengang trukket en underjordisk sløjfe
gennem Pflerschtal for at lette de hostende lokomotiver arbejdet med at
bestige Brennerpasset. Med en stigning på 23 promille og kurveradier på
op til 229 meter.
For det modeme Europa var det både for meget og
for lidl. Den nye tunnel skulle have en større radius for at tillade
højere hastigheder. Så enkelt var del. I virkeligheden. Og under
normale omstændigheder. Det kom til at gå helt anderledes.
Hvad
tunneler angik, var man lidt kræsen her på egnen. For tredive år siden
var der egentlig blevet planlagt en tunnel, der skulle passere
Brennerpasset længere nede. Problemet var først og fremmest, at
Brennerpasset samtidig var grænseovergang. Ikke en hvilken som helst.
Men tyrolsk og italiensk og hvad ved jeg. At lægge en sådan
græænseovergang i en tunnel var åbenbart ikke muligt. I årevis havde
man sloges og lavet intriger alle vegne. Og været for og imod. Og lavet
kompromiser. Var man modstander af én tunnel, kunne man lige så godt
være modstander af alle. Også den i Pflersch. Den skulle faktisk
allerede have været færdig i 1988 og kostet en bagatel af 90 milliarder
lire. Nu skrev vi 1991, og hvornår tunnel en ville være færdig, måtte
guderne vide. Det sidste år havde de pludselig fået travlt med tunnel
en. Højst sandsynligt af de samme grunde, som tidligere havde gjort
folk til modstandere.
Efter ulykken havde et par af dem forsøgt
at strejke. Forgæves. Fagforeningen var forsvundet. Og jeg sagde nej
til to transporter for firmaet M-Bau. Derefter kaldte den kvindelige
M-Bau-direktør mig et stædigt bæst. Måske havde hun ret. Jeg ved det
ikke.
Jeg vidste heller ikke helt præcis, hvad jeg gjorde nu.
Ingen havde sendt mig herhen. Jeg kunne have ventet udenfor med min
lastbil. Indtil ophidselsen havde lagt sig. I stedet stod jeg i en
tunnel, som de italienske statsbaner havde bygget på i årevis. Og foran
mig lå et lig.
Måske var kørselen blevet for kedelig for mig. Måske
foregik der for lidt i denne alperoseegn. Eller for meget. Måske havde
jeg mistet kontrollen over mig selv. Men hvomår har man kontrol over
sig selv.
De arbejdede sig forsigtigt frem. Som om han stadig
var i live. Da arbejdeme fjemede endnu en klippeblok, kom
dokumentmappen langsomt til syne. Vi havde altså ikke blot fundet et
lig i sort habit, som ikke kunne være mere end et par dage gammelt. I
hans hånd var der desuden en dokumentmappe i læder.
Her, hvor der
indtil for kort tid siden havde været massivt fjeld og ikke andet. Og
over yore hoveder et bjerg i godt 2000 meters højde. Oppe på toppen lå
der stadig en hel del sne. Vi var trods alt først i begyndelsen af maj.
Jeg havde en tydelig fornemmelse af, at der var noget, der ikke stemte
her. Jeg vidste blot ikke hvad.
Tunnelarbejdeme havde ikke set
mappen endnu. De var forstærkt optaget af at grave liget fri. Eller den
interesserede dem simpelt hen ikke. Måske vidste de alt for godt, hvad
de gjorde.
Ingen sagde noget, da jeg tog dokumentmappen ud af hånden
på liget. De lod som om de ikke så det. Eller de så virkelig ingenting.
To fingre greb temmelig fast om håndtaget. Jeg trak i mappen med et
ryk; den løsnede sig.
Arbejdeme gav sig til at sikre stedet mod nedstyrtning.
»Meglio che tu ne vai,« sagde Santini, formanden, til mig.
Han
dukkede pludselig op bag min ryg igen. Og blændede mig nu med sin
pandelampe. Det var heldigt, at jeg kendte ham så godt fra kortspillet.
Sådan var han altid. Kort for hovedet, somme tider uigennemskuelig.
Santini drejede lampen opad og kiggede på mig. Den støvede
dokumentmappe i min hånd kunne han ikke have overset.
»Non vorrei, che ti trovassero qua. Vai.«
»Già,« sagde jeg. »Giusto quello che volevo fare. Jeg er allerede gået.« Og så gik jeg. Hen mod tunneludgangen.
Det
måtte virkelig ikke ske, at en af disse ordenshåndhævere mødte mig her.
Jeg havde allerede haft vrøvl nok med dem. Tidligere. Det var
tilstrækkeligt. Faktisk var det min agt at tilbringe de næste uger og
måneder så roligt som muligt. Det var forståeligt i min alder. Godt
otteogtredive år var grund nok til at søge sig en lun plads bag
kakkelovnen. Blot var jeg altid uheldig med den slags. Som regel sad
der allerede én der i forvejen. Og spillede uskyldig.
XXXIII
»Voilà,« sagde Totò og trak jalousiet op. »Der er han, din ven.«
Malfertheiner. Opvaskeren, ejendomshandleren. Den døde i klippen.
Bleg så han ud. Endnu blegere end for et par dage siden. Han lå pakket ind i en sæk i et køleskab på byens sygehus.
»I morgen ryger han ud,« sagde Totò. »Jeg tænkte, du måske ville se ham en sidste gang.«
Det var en vellykket overraskelse, Totò havde organiseret til mig. Hvordan han så end havde båret sig ad.
Han
havde sat mig stævne ved byporten. Og i stedet for som planlagt til
hvidvin, solskin og avislæsning havde han slæbt mig med til sygehuset.
»Vi skal besøge én der,« havde han sagt.
Jeg havde tænkt på alle andre end Malfertheiner.
»E allora?« sagde jeg og kiggede på Totò.
»Non
lo so,« sagde Totò, »jeg ved det ikke. Mens du var væk, kørte hele
historien gennem hovedet på mig en gang til. Og jeg tænkte, måske kan
Malfertheiner bringe os videre.«
»Hans lig, mener du?«
»Det kunne jo være.«
»Så må han stå op og tale nu,« sagde jeg. »Måske har han ikke lyst til det. At komme tilbage til denne losseplads igen.«
»Det var jo bare en ide,« sagde Totò.
»Ciao, vecchio mio,« sagde jeg, da Totò trak jalousiet for igen.
»Det var i orden,« sagde jeg til Totò, da vi atter stod ude foran sygehuset. »Så fik han da besøg en gang til, den arme hund.«
Vi begav os på vej.
XXXIV
I aviserne stod kun det sædvanlige bræk.
Vores
statspræsident havde atter haft et af sine udfald. Og havde gjort det
af med en dommer, der ikke passede ham. De fleste aviser udlagde den
arrogante optræden som en slags præpsykiatrisk svigt. Jeg betragtede
det nærmest som normalt hos så ærkereaktionær en fugl. Ingen undte ham
det længselsfuldt savnede diktatur. Det måtte være et tungt slag for
ham. Så bliver man selvfølgelig lidt konfus.
Det var varmt af en majdag at være i en by så høt oppe under Brenner. Behagelig varmt.
»Jeg
vil ikke begynde på det igen,« sagde Totò, der sad dybt begravet i sin
sportsavis, og kiggede op fra de lyserøde sider, »men ved du, hvad jeg
tænker på? Ham Gerlacher. Han passer ikke ind i historien.«
»Der er en del, der ikke passer ind i vores historie,« sagde jeg.
Temmelig meget. For meget. Det havde allerede slået mig. Vi havde tænkt for enkelt.
»E allora?« spurgte Totò.
»Niente.«
Middagssolen
skinnede. Vi sad fredeligt ved det lille bord i gågaden. Vi havde vores
aviser og vores hvidvin. Hvad kunne vi ønske mere.
Vi ønskede mere. Prærecis hvad, stod ikke helt klart endnu.
»Senti, Totò,« sagde jeg, »Butta via quel giornale. Dobbiamo lavorare.«
Det var det eneste, han havde ventet på. Så hurtigt havde jeg endnu aldrig set ham lægge Gazetta dello Sport til side.
»Allora,« sagde han, »non quadra, det går ikke op: Gerlacher, pusteren, la targa della machina, che ha portato via Tamara ...«
»Hvad siger du?«
»Nummeret på Alfettaen, som du gav mig. Den hun kørte væk i,« sagde han grinende. »Det findes ikke.«
»Hvad mener du?«
»Nummeret findes ikke. La mottorizzazione har det ikke. Det er ikke blevet udleveret.«
»Det kunne ligne dine kolleger,« sagde jeg.
»Può darsi,« sagde Totò. »E Gerlacher ...«
»Vent med Gerlacher,« sagde jeg, »ham er jeg ansvarlig for.«
»Evvabbene.«
»Gerlacher
er færdig, den stakkel,« sagde jeg. »Han siger, Pressack og Pirpamer
har taget røven på ham. Pirpamer var hans dobbeltagent. Og Pressack
kendte han ikke noget til. Han har åltsa heller ikke taget hensyn til
ham. Og nu bliver Gerlacher tvangsforflyttet. Han har stukket sin næse
for dybt i sagen. De er netop i færd med at lægge afstand til ham.«
»Non quadra.«
»Rigtigt,« sagde jeg, »endnu ikke. Yores historie er stadig for enkel.«
Himlen.
Eller hvad det nu var. Vi sad i den skønneste middagssol med et
acceptabelt glas hvidvin foran os. Alligevel kunne vi ikke finde på
andet end igen og igen at tale om den samme vanvittige historie. Helt
normale var vi ikke mere. For første gang i mit liv længtes jeg efter
en varm strand. Selv omjeg vidste, at jeg ikke ville kunne holde ud at
være der i mere end to minutter. Men den varme strand havde en fordel:
den var langt væk.
»Che altro c'e?« spurgte Totò.
Hvad var det, der endnu ikke stemte i vores smukke historie fra i morges? Der var især én ting.
»Tiroler
Investment finansierer også delvis Pressacks undersøgelser i
forbindelse med hans højst private tunnelvariant. Den, man aldrig nogen
sinde vil kunne bygge. Det ved vi fra Tamara. Der er noget, der ikke
stemmer. De folk investerer normalt ikke en rød reje i noget, der ikke
giver profit. Altså?«
»Che ne so io.«
»Tamara siger, at den
linjeføring, Pressack har valgt til sin tunnel, er den geologisk
dårligst tænkelige. For det første. For det andet går den ikke gennem
de grunde, som Tiroler Investment har sikret sig under så vanskelige
omstændigheder.«
»På den ene side spekulerer de i en tunnelvariant,«
sagde Totò, »på den anden side finansierer de prøveboringer et helt
andet sted.«
»Rigtigt. Og hvordan forklarer vi det?«
»Det ved jeg
ikke,« sagde Totò. »Men lad os prøve at se det fra den anden side. I
visse italienske kredse - skal vi kalde dem nationalistiske - er
Brennerbasistunnelen ikke noget, man bryder sig om. De har
indflydelsesrige folk siddende på vigtige poster. De sidste ti år har
de stort set gjort alt for at hindre tunnelen. Selv om EF absolut vil
have den. Og Italien vil sidde på duksepladsen i EF. Alligevel har de
boykottet den. Af én bestemt grund. En tunnel, der strækker sig
snesevis af kilometer ind i nord- og sydtyrolsk område, undergraver
deres statsgrænse. Sarà il tunnel di Ein freies Tirol, siger de. En
Digoskollega har fortalt miig, at der sidder eksperter i
forsvarsministeriet. Og de siger nej. Ministeriet har uofficielt
nedlagt veto. Fjenden kunne jo simpelt hen invadere landet gennem
tunnelen, og man kan ikke engang bombe ham, når han overskrider
grænsen.«
»Det hellige, ukrænkelige Italien,« sagde jeg.
»Certo,« sagde Totò.
»Godt,«
sagde jeg, »og nu ser vi så det hele fra den anden side: Klaus-Dieter
Pressack. Tro tysker og nazist. Og Pirpamer, bombemand. Og
dobbeltagent. De synes også at have noget imod tunnelen. På anden måde
kan man ikke forklare, hvorfor Pressack vælger den umulige variant.
Ifølge petrografen. Og hun må jo vide det. Og hvad så? Hvorfor går de
ned til venstre? Orografisk til højre. Det eneste svar er, at de heller
ikke bryder sig om tunnelen. De vil ikke have den.«
»Perché,« spurgte Totò.
»Det har jeg også spekuleret over. Hvis det ikke havde været så entydigt, havde jeg forlængst opgivet.«
»E allora?«
»Jeg
ved det ikke,« sagde jeg, »jeg er ikke tysktyroler. Det er svært at
sætte sig ind i deres tankegang. Århundredets projekt, baseret på en
traktat mellem tre stater, som planlæggerne kalder det, er naturligvis
værre for tilhængerne af en tyrolsk alpefærestning end en
førsteprioritet. Så er den hellige isolation gået fløjten. Bolværket
mod tidens stormløb. Fyrstendømmet Tyrol. Også selv om de ikke præcis
ved, hvad de forestiller sig ved det. Sådan et byggeri binder,
forvikler, forener. Og når først der er bundet tilstrækkeligt med
millioner D-mark, schilling og for min skyld lire i projektet, slipper
de involverede stater det aldrig igen. Blot fordi et par romantikere
ønsker en alpefæstning. De kan heller ikke købe tunnelen af dem. Den er
for dyr.«
»Fantapolitica,« sagde Totò.
»For min skyld gerne,« sagde jeg, »men hvad er ikke fantapolitica?«
En
skoleklasse på majudflugt passerede os netop. Den var sikkert fra en
pigekostskole. Et par rninutter var vi distraheret. Vi havde andet i
hovedet. Eller var andre steder.
Da spøgeriet var forbi, forsøgte
jeg igen at se klarere. Hvad vi her havde sat os i hovedet, kunne man
kun holde ud, når man havde drukket tilstrækkeligt. Alligevel var det
den eneste forklaring, jeg kunne komme i tanker om på hele mysteriet.
Og på de sælsomme alliancer.
»Merda, Totò,« sagde jeg, »vi bliver alkoholikere af den historie. Jeg gør i hvert fald.«
Jeg bestilte en omgang til.
»Pressack
og hans venner fupper dem alle,« sagde jeg. »De sarnler sparepengene
ind via Investment. Og spekulerer med dem til højre. Med en del af
pengene. Med resten finansierer de den umulige variant til venstre.
Hvis det lykkes for dem, har de vundet. Og investorerne har mistet
deres penge. Hvis det ikke lykkes med tunnelen i venstre side, har de
grundene i højre side. Og kan skabe problemer. Eller tjene penge. Den
perfekte symbiose: penge og fascisme. Og de dumme tysksprogede
skatteundragere ved slet ikke, hvad der sker med deres penge. Nydeligt.«
»Se è così, non è male,« sagde Totò.
»Jeg er enig. Det er faktisk ret smart.«
Jeg skålede med Totò.
»Alene af den grund har historien sin charme,« sagde jeg, »og derfor er den også sand. Sådan omtrent i hvert fald.«
Totò kiggede nærmere på vinen i sit glas.
»E che facciamo?« spurgte han.
»Niente,« sagde jeg, »a chi vuoi andar a racontarla una storia del genere? Hvem vil du fortælle den?«
»Al tuo psichiatra.«
»Netop,« sagde jeg.
(...)
Alle
hier veröffentlichten Texte unterliegen dem Urheberrecht.
Sie stehen den Nutzern allein zu persönlichen Zwecken zur Verfügung.
Jede darüberhinausgehende Verwertung bedarf der vorherigen Zustimmung
des Autors.
Alle hier nicht ausdrücklich eingeräumten Rechte bleiben vorbehalten.
© Copyright der Texte: Haymon Verlag, Diogenes Verlag, Hans Christian
Fink und Kurt
Lanthaler.
Gewerblicher Gebrauch nur nach Anfrage beim Autor und mit Genehmigung
des Verlages